Hvem er vi?
Alle landets universiteter og de fleste videregående uddannelser har tilknyttet studiepræster. Studiepræsterne er teologer og ansat af Den danske Folkekirke. På Frederiksberg er vi to: Dorte Thomsen og Charlotte Cappi Grunnet
Vi har vores gang på CBS, KU, Musikkonservatoriet og Københavns Professionshøjskole, og vi står til rådighed for personlige samtaler og sparring med de studerende. Alle er velkomne, uanset om du har en religiøs overbevisning eller ej. Kom og sæt ord på dine tanker og tal om de ting eller overvejelser, som er vigtige for dig, og som du måske ikke har lyst til at dele med dine venner eller familie. Sct. Thomas kirke er de studerendes kirke på Frederiksberg. Her afholder vi arrangementer og koncerter.
Studiepræsterne har absolut tavshedspligt
Vi fører ingen journaler
Al henvendelse er gratis og der er ikke ventetid
Om os
Studiepræsterne
Dorte Thomsen
Jeg har oplevet, hvad det kan gøre ved et menneske at blive set, hørt og taget alvorlig.
Det er min erfaring, at det er i sådan et møde med andre, at vi vokser – jeg er selv vokset af at blive rummet med alt det der er mig. Også det jeg selv synes er forkert og det jeg skammer mig over.
Det vil være min fornemste opgave som studiepræst at møde dig lige der, hvor du er, med det du er – uanset hvad du end bøvler med.
- Præst i den danske folkekirke siden 2003
- Uddannet gestaltpsykoterapeut fra instituttet Essens og terapeutisk sjælesørger ved Bent Falk
-
Uddannet MBRS (mindfulness baseret stress reduktion) – underviser fra AU
Yogalærer - Specialudannet i sorg og sorggruppeledelse
Ring til mig på 61222654.
Charlotte Cappi Grunnet
Livet kan tromle dig på flere måder. Også i studietiden. Min erfaring er, at det er godt at have et fortroligt rum, hvor du kan tale om det, der går dig på. Det kan lette følelsen af at stå alene at få sat ord på dine følelser, tanker og frustrationer, og det kan hjælpe dig til at se, hvilke handlemuligheder der er.
Da jeg selv var studerende kunne jeg godt have brugt en studiepræst som samtalepartner, men jeg troede, at de kun talte om tro og Gud. Det er derfor vigtigt for mig at understrege, at det er dig og det, der rører sig i dit liv, der er i fokus.
- Studie- og sognepræst på Frederiksberg siden 2009 i Sct. Thomas Kirke.
- Derudover har jeg haft en journalistisk stilling, været sømandspræst på Sri Lanka i to år og arbejdet på et bogforlag.
- Jeg har en 3-årig uddannelse hos gestaltterapeut og teolog Bent Falk indenfor samtale og deltager i efteruddannelse indenfor sjælesorg.
Ring til mig på 3030 6494.